Kære elskede Mathias, Kære elskede Andreas!!!!
Hvor fanden er I henne ?????
Det er snart et helt år siden, I tog af sted, - hvorfor kommer I ikke hjem ????????
Ja, ja, - jeg ved det…
I kommer aldrig hjem…
I ligger jo deroppe, under jorden, under en kæmpe svensk sten og har ikke en chance for at komme hjem derfra…
Og alligevel FATTER JEG DET IKKE !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Kommer ALDRIG til at forstå, I bare er VÆK……
Forsvundet ud af mit liv, vores liv, manges liv…
Nej, I er ikke forsvundet, - I er her jo ALTID !! Lige meget hvad jeg ta'r mig til, så er I med. Men I er forsvundet – kan jo ikke røre ved jer mere, snakke med jer mer'…
I kan intet mere..
Jeres store planer, om uddannelser, Sverige, kærester, koner, børn…
Ja, - de sidste ved jeg jo dårligt noget om, men gætter da på, I bar på de tanker, selvom det ikke var det I snakkede mest om……
Hvor er I nu ?
Ka' I se os, følge os, se hvor frygteligt det hele er her ?
Gid I dog ville/kunne gi' mig et tegn på, I har det godt, - hvis man har det godt som DØD… Ska' man ikke kunne FØLE og TÆNKE for at ha' det godt ??? Kan man det som død ???
Årrh, bare jeg dog ku' få et SVAR !!
Mathias og Andreas, - ser I også hvordan det går med xxxxx, jeres bøddel ??
Han der tog jeres liv og fortsatte sit eget, om end meget forandret…
Kunne jeg dog bare få et svar på HVORFOR……
Kære drenge, et år væk fra jer, - et år der føles som en evighed, og som en dag…
Et år der ikke er til at forstå hvor blev af…
I dyb sorg
MOR
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.