Jeg lever i en spiral, hvor mine tanker kører op og ned og jeg bestemmer hvori spiralen de skal være.
Det er tit anstrengende, men givtrig, hvis jeg forstår at tyde det små signaler spiralen sender mig.
De små vibrationer.

Et postivt livssyn mixet med lidt melankoli og et knisvpsids angst.
En kort beskrivelse af min verden i mir hoved.
Men som styrer mig derhen hvor jeg tænker og handler efter mottoet: Brug det mens det er der, fordi du kan dø i morgen.

Tit føler jeg at jeg er den eneste i verdenen som ser verdenen sådan.
med mine sårbare følehorn befamler jeg nervøst mine medmennesker og deres værdier og tanker, men sjældent kan jeg strække dem ud til den længde de er skabt til.
dog bliver jeg ved!
Min natur og mine tanker driver mig. jeg lærer, men ikke af afvisning.
Min postive drivkraft bliver drevet af angst, men den positive, fordi jeg ser verdenen som den den er. I forhold til mig!

Dog har jeg lært en smule, men ikke nok til at det går ind og ændrer min rute, fordi jeg kan mærke at det er rigtigt.
og hvorfor skal det kun være fejl jeg lærer af? Og hvorfor er fejl negative?
I min verden er de ikke det. De afspejler den jeg er lige nu med lige dén bagage jeg har lige nu.
og intet er forkert!
ikke lige nu, men måske vil den fremtidige Camilla være af en anden mening....det kan jeg ikke sige.

Man skal huske at sætte tingene i perspektiv, når man piller i detaljerne.
Man skal huske at zoome ind og værdsætte detaljerne, fordi de er med til at samle perspektivet.
Naturen har en mening med det hele, også med mig, Gud er stadig en sløret skikkelse, men jeg arbejder med min kikkert. Den som jeg smadrede, da han smadrede min tillid til verdenen.
Tilgivelse og medfølelse. Kodeordene, men jeg skal huske at bruge dem på mig selv også og ikke kun på verdenen.

men det er jo altid lettere at se udad.
Fordi så behøver man ikke se indad, skønt det er det der er det sværeste, men også det bedste.
Jeg er stadig i en spiral og den kommer jeg aldrig udad. Mine tanker forråder mig, opløfter mig roser mig og nedgør mig, men de vil altid være der og jeg kan for det meste altid stole på dem, fordi de gør mit liv nuanceret og spændende.

Om jeg er skør?
næææh....hvem er skør og hvem er normal? Jeg tror at vi alle er skøre og at normaliteten ikke eksisterer.
Der er bare nogle som er mere skøre end andre og nogle som udlever deres drømme, som andre også har, og det gør andre misundelige.
Vi definerer jo os selv når det hele er pillet væk. Uanset hvor meget anerkendelse vi får. Uanset hvor mange penge vi har. Uanset......så definerer vi os selv.

Hermed gjort!!!