Det værste ved at blive semi-brun om sommeren… er den efterfølgende periode, der går INDTIL, du er ligbleg. Da har du nemlig et form for gustent, gulsotagtigt skær dvælende over din hud. Så hellere være mælkehvid, så kan man i det mindste påstå det er et ’image’. Især mine hænder og arme hviler under denne forbandelse – mit ansigt kan jeg dog redde via foundation. Det er ganske enkelt enormt ucharmerende.

Jeg er ved at vokse mit hår ud og det er PINEFULDT. Hver freaking tredje dag nærmest er jeg nødt til at gribe saksen og rette det værste til. Men så ikke mere end det, for så dør idéen ligesom. Men denne periode hvor mit hår ligner en mellemting mellem svenskergarn og en hårbolle min kat har kastet op, er mildest talt en test af grande tålmodighed. Når først det når en længde der hedder ”page à la middle age” er jeg en lykkelig kvinde, og det ville jeg ellers ikke tro man kunne være mens man havde page!
Er lidt i tvivl om jeg skal farve det igen. Farvede det for nogle måneder siden hvad der skulle forestille en mørk farve, men det var lidt en fuser. Det blev skam pænt nok, bare kun nogle få toner mørkere end min normale farve (gyldent/honning). Så nu tænker jeg det skal farves ordentligt! Så mørkt som min lyse hud kan klare – det vokser jo for fanden hurtigt væk når mit hår så #%&¤ kort.

Jeg fatter ikke jeg det ene øjeblik kan have så overfladiske tanker som disse og det næste kaste mig ud i eksistentialistisk filosoferen. Jeg er vant til det, men ikke i sådan en grad… Jeg føler mig en smule manio-depressiv. Selvom det ikke rigtigt har noget med hinanden at gøre.

I morgen skal jeg ind til Fie og kæresten og se deres nye lejlighed i København. Jeg glæder mig sgu virkelig til at se dem, men håber bare ikke det bliver, som jeg frygter: At Fie snakker i ét væk om hvor dejligt det er at bo ude, hvor herlig kæresten er, hvor fantastisk det er at starte på nyt studie osv. Lige for tiden kan jeg (mærkeligt nok) ikke rigtigt overskue at høre om folk, der har det vidunderligt – selvom det betyder der er håb derude;P
Og det værste er, siden det er så lang tid siden vi har set hinanden, VED jeg hun jo kommer til at spørge, ”og hvordan går det så med dig??” … Ahem… … Jo nu skal du høre, jeg er nu definitivt overbevist om, at livet er FULDSTÆNDIGT meningsløst. Skønt, ikke sandt? For resten ville jeg tilintetgøre hele menneskeheden, hvis jeg kunne. Også dig og Stefan. – Tag det ikke personligt.

Glæder mig dog til at se hvad jeg virkeligt kommer til at svare. Heldigvis er jeg god til at snakke om alt andet end hvad der egentligt bliver spurgt om (13-tals champ haha), så mon ikke jeg ender ud i noget om dansk skattepolitik, regeringen vs. oppositionen og Ny Alliance?