Meget betegnende skilsmisse som min søster yndede at kalde vores brud, eller rettere hendes med mig, så kan vores far sidestilles med et skilsmissebarn.. Han er uanset lusen mellem to negle, som skal prøve at finde en balancen i de to lejere som han har et ben i. Det er bestemt ikke let.
Efter at have tygget lidt på det, betragter jeg det som om at det er mig som har forældremyndigheden, med alt hvad det medføre på godt og ondt. Jeg får ikke noget ud af at være vred og bitter på min søster – tværtimod, så føler jeg mig privilegeret over at have den daglige kontakt, og næsten altid vil være på første paket når der sker noget, og kan følge udviklingen. Jeg er den som følger og holder i hånd ved lægebesøg, og støtter op omkring hverdagen og de problemstillinger der dukker op. Selv om det ikke altid er rart at være vidne til, så vil jeg for alt i verden ikke undvære at kunne bidrage i det omfang jeg kan. Han har måske ikke altid været et ideal billede af en far, men han har gjort sit bedste under de forudsætninger han har haft. Jeg kan og vil ikke bearbejde ham noget, og hvorfor skulle jeg.
Selv om hans sygdom giver anledning til mange problemstillinger, så vil jeg ikke kunne leve med ikke at være der for ham. Give ham den hjælp og støtte han har behov for, og ikke mindst være taknemlig for da han var i stand til at hjælpe og støtte mig. Jeg har trods alt meget at være taknemlig for, og er i stand til at påskønne det. Ved ikke hvorfor at jeg netop får en klump i halsen og lader en tåre trille.

Må hellere tage mig sammen, og få lettet rumpetten. Har en aftale med en ergoterapeut hjemme hos min far. Har sat en aftale i stand i forbindelse med ansøgning om en rollator. Håber at det går i gennem, og vil så anskaffe en Mercedes stjerne som frontfigur til hans nye køretøj. Ingen skal påstå at han bliver dårligere kørende på sine gamle dage ;-D