Jeg prøver.
Hev en ligegyldig mand med hjem torsdag. Eller rettere sagt fredag morgen.
Jeg prøver.
Jonathan beder mig gå ud og være sammen med folk - for min egen skyld.
Han siger, han ikke kan lide det, men at jeg skal gøre det.
Jeg nægter at tabe. Selvom alt tyder på, at chancerne for nogensinde at få ham igen er små.
Så i fredags gjorde jeg, som jeg blev bedt om. Og det var det. Det var ligegyldigt. Fint - men ligegyldigt.
Og det at være sammen med andre har ikke den tilsigtede effekt - det mener jeg allerede jeg slog fast for et par år siden. Jeg vil ham bare endnu mere, i takt med jeg finder ud af, at jeg i hvert fald ikke vil de andre - nogen anden.

I aften kommer han så til Århus og skal spille. Bare et nummer.
Et nummer, han har skrevet til mig, og jeg har lovet at komme og se det.
Egentlig glæder jeg mig til at se ham, men det er bare ikke nok med et par timer en mandag aften, hvor hans manager endda også er tilstede..

Jeg ved, jeg kommer til at tude - ja, erkender min egen svaghed - når han spiller det nummer.
Det er et fantastisk nummer - en ode til mig - og hvem kan synes, at det er dårligt? :p
Han synger alt det, jeg ville ønske, han ville sige til mig.
Men sangen handler også om, at han har mistet mig, at jeg har såret ham, at jeg har ødelagt ham så meget, han ikke ved om han kan samles igen. Det vil jeg ikke have, han siger til mig. Men det gør han hele tiden. han husker mig hele tiden på, at han ikke kan.. Mig, os, nogen.

Vorherre til hest. Det lader til, at jeg har et problem.

Bang bang, my baby shot me down.