Jeg er endnu engang her nede i dagbehandlingen. Jeg kan egentlig godt lide at være der, men der er en person som kan bringe mit pis i kog. Desvære er det min behandler, så jeg er tvunget til at både, se og høre på hende. Der er så mange ting, som jeg gerne vil ud med, men VIL ikke fordi, jeg har bestemt mig for, at hun ikke skal vide noget om mig. Det er lidt træls, at hun skal fylde meget i mig. Jeg burde, at bare lade det være sådan, men det har jeg meget svært ved. Det er ikke fordi jeg render rundt hele tiden og er sur og irriteret, men jeg kan ikke have, at hun skal være min behandler.
Der er en person, jeg hellere vil åbne mig over for, men det er svært, fordi han har den anden gruppe. Jeg havde næsten lige åbnet mig op over for den anden gruppe, så skal jeg ind et den næste, det er lidt træls for mig, men det må jeg lære at leve med. Et eller andet sted skal jeg jo også videre med livet. Blive færdig her nede, også se om jeg kan leve et normalt liv. Jeg har aldrig rigitg prøvet det, fordi jeg har levet et liv med alkohol og stoffer, siden jeg har været barn. Det er svært, og jeg er også lidt bange for, hvad livet bringer uden et liv med stoffer og alkohol.