Det her har bare været en af den slags gode dage som der snildt opvejer 1000 triste af slagsen.
Solen har skinnet. Jeg er blevet solbrændt på næsen og efter en lang da med masser af aktivitet må jeg erklære mig træt og klar til at putte mig ned under dynen, skrue ned for musikken, lukke øjnene og bare drømme tilbage på nogle af de små øjeblikke, der har været i løbet af i dag, hvor jeg har følt lykken slå kolbøtter i maven.
Der er egentlig ikke sket noget ud over det sædvanlige på sådan en lørdag med arbejde. Det er bare solens tilstedeværelse, der gør alting lidt sjovere.
Hmmm...Jeg elsker den sol, og det den gør ved mennesker, og mig.
Det ærgre mig engang i mellem at jeg ikke kan kigge direkte ind i solen ret længe af gangen. For nogle gange har jeg ikke lyst til at kigge andre steder hen. Men hvis jeg gør, er det som om solen bliver forlegen over opmærksomheden og prøver at afværge mit blik ved at sende mig en stråle i øjet og blænde mig, så jeg bliver tvunget til at kigge væk.
Ja, det er bare en masse gas der brænder, men det er facinerende at tænke på, hvilken energi og kraft, der brænder op og sendes ud i verdensrummet.
Det er solen der gør at vi er til, at jeg er til. Det er den der gør det muligt at blomster-E's blomster har fine grønne blade. Det er solens fortjeneste at friske tomater dufter af sommer og at jordbærerne, jeg ikke kan vente på dukker frem under planternes blade, smager så fortryllende godt.
Nu er solen væk. På den anden side af jorden for at skinne på andre, for mig fremmede, lande med dyr, mennesker og planter - helt forskellige fra dem jeg kender.
Jeg kan kun håbe på, at solen allerede igen i morgen vil sende sine energirige stråler ud over halv-kloden, jeg befinder mig på. Lige meget om det bliver i morgen jeg ser min bedste ven, solen, igen eller om en uge, ja, så glæder jeg mig som et lille barn glæder sig til juleaften.

Godnat