Jeg sidder ligenu og føler mig trist og ked af det, fordi jeg ved jeg skal være alene de næste mange timer. M er taget af sted efter en kort pause mellem arbejde og kursus.

Torsdag var han på kursus hele dage/aftenen, i går sov han da jeg kom hjem, og i dag har jeg været temmelig meget alene indtil nu. I morgen bliver lige sådan, for der skal han af sted igen.

Det er skam ikke fordi jeg ikke har noget at tage mig til - der er jo masser at lave. Men ikke noget der kan skubbe den ensomhedsfølelse væk, som er hos mig lige nu.

Følte mig dum da jeg fik klup i halsen over han gik. Jeg kan sagtens undvære ham, og er normalt ikke så bundet af hans tilstædeværelse. Det bunder jo mest i en erkendelse om mit indholdstomme liv.

Tror det kommer sig af, at der lige nu er en hel masse unge mennesker, der hjælper hinanden med at slæbe kasser, på den anden side af vejen, op i en lejlighed.

Jeg ville ikke kunne skrabe det halve antal venner sammen, her i København. De er så langt væk, dem jeg har egentlige forhold til. Dem som kender mig.

Om lidt tid er det godt igen, det ved jeg, sådan plejer det at fungere. Men jeg ved også at følelsen dukker op på er senere tidpunkt igen.

Tror tomheden skyldes min dejlige aften med R i går. Nu er der bare ingenting, og sådan vil det være de næste par måneder. Det er jo egentlig en ret trist udsigt.

Prøver ikke at lyde alt for selvmedlidende. Men er bange for det ikke lykkes. Beklager.

-Berta