What a day!

Hele dagen har jeg skiftevis svævet på en lyserød sky eller været begravet af sorte tanker om, at skøjtefyren synes jeg et et flop.

Har selvfølgelig tjekket min mobil ti gange i minuttet og jo længere der er gået uden noget nyt fra HAM, jo mere sikker har jeg været i troen på, at han ikke er interesseret.

Ikke desto mindre ringede skøjtefyren i eftermiddags og fortalte at han var på job i nærheden og gerne ville kikke forbi! JUUBIII! Det siger man vist ikke, hvis man ikke har en form for interesse, vel ?
Så vi mødtes på den kinesiske og han var omend det er muligt, endnu skønnere end i går. Han er bare SÅ sød! Og så mega lækker og ....ja, jeg er sku allerede heelt solgt!
Og vi fik da også kysset lidt farvel ;o)
Var HELT høj bagefter og min undervisning på rideskolen har vist aldrig før båret præg af så meget energi og humor! Havde det bare så fantastisk!
Men hvorfor er det lige, at man ikke bare kan slappe af og give sig selv lov til at nyde det fuldt ud ? Hvorfor er det, at bare fordi fyren ikke har sendt en sms inden for en halv time, er man straks overbevidst om, at man er droppet ? Hvorfor skal ens tanker hele tiden kredse om, at han nok ikke synes jeg var noget anden gang ? Hvorfor kan man ikke bare have en selvtillid i top og bare regne med, at det hele får en lykkelig slutning og vi vil leve lykkeligt til vores dages ende ?
Tænk på, hvor meget glæde jeg ødelægger for mig selv ved hele tiden at tænke negativt. Hvorfor skal alt vendes og drejes og fortolkes ?
Og hvorfor er man så helvedes bange for at blive såret ? Fordi det gør ondt, ja, men man har jo alt at vinde og ikke mere at tabe, end før man havde skiftet bekendtskab med dette vidunder.
Er faktisk bange for, at min dårlige selvtillid og enorme angst for at blive droppet, kan ødelægge det hele på forhånd.
Så tag dog en slapper, Swanky! Er han interesseret er det jo lykken og hvis ikke, ja, så er det jo bare på den igen.
Vil enormt gerne bombedere ham med sms'er og telefonopkald og fortælle ham, hvor fantastisk han virker til at være og hvor meget jeg vil gøre for, at det skal lykkes, men endnu engang må jeg lægge bånd på mig selv. Sidde afslappet tilbage og være den kostbare kvinde, der ikke bare kommer springende ved første vink (Hvor gerne jeg end ville:O)).
Men hvorfor er der så mange uskrevne regler ? Hvorfor skal vi lægge bånd på os selv ? Hvorfor må vi ikke komme ud med vores følelser ?
Ville ønske at jeg kunne trykke på en knap og springe hele den store usikkerhed over, og bare være i et trygt og sikkert forhold med min vidunderlige skøjtefyr...