hvordan kan man nå at rave uklar med 3 veninder på 3 dage?

det er altså lykkedes for mig - mig, der ellers aldrig er uvenner med nogen. jeg er gået fra at være tålmodige og hjælpsomme, sociale og altid arrangerende Nat til at være en sur mokke.

lørdag: skriver sms'er med veninde M. vi bliver uenige om et spørgsmål om moral: må man flirte med sin venindes kæreste. nej, siger jeg. jo, siger hun. diskussionen kører og hun ender med at skrive at hun godt kan forstå at jeg gerne vil have andreas for mig selv, for jeg er jo sygelig jaloux, hvilket hun mener, at jeg på det kraftigste bør tage op med psykologen.
jeg bliver irriteret over det pludselige personlige angreb, når diskkussionen var overordnet og teoretisk. og er iøvrigt pissetræt af hendes måde at tale nedladende til mig på, som jeg er et psykotisk tilfælde. skriver igen at jeg da vist ikke er den eneste der bør tale med en psykolog, når hun kan have et så abnormt behov for opmærksomhed fra mænd, at hun er parat til at overse veninders følelser blot for lidt bekræftelse.
hun skriver at jeg må stoppe, for jeg er direkte uforskammet over for hende.

kan ikke selv se, at jeg har sagt noget mere fornærmende end hende. forskellen er bare, at hun altid taler til mig på den måde.

søndag: får af vide af andreas, at jeg åbenbart har overtrådt en grænse hos vores fælles veninde (dog mest hans) R om hvad jeg kan tillade mig at forvente i forhold til ham. jeg nævner ham aldrig over for hende. netop af samme grund. fordi jeg ved at man hurtigt kan få noget i klemme. jeg nævner ham kun, hvis hun specifikt spørger. spørger hun, hvordan jeg har det, svarer jeg "fint". i dette tilfælde havde hun spurgt om jeg havde set noget til ham. jeg skrev at jeg ikke havde set ham i nogle dage, men at jeg håbede på at se ham snart.
!!!!
kan ikke se hvordan det kan overskride nogen grænse. men altså. jeg vil jo ikke være uvenner med hende.
men det gør mig så pisse ked af det, at hun siger det til andreas og ikke mig. føler mig som et lille barn som skal irettesættes. andreas skælder mig jo ud. vi var stadig fulde, det var søndag morgen, og jeg gav mig til at tude. så skældte han mig mere ud og sagde at jeg var ligesom hans mor. ikke den bedste kompliment. (er så træt af at folk taler så grimt til mig)

sendte en besked til R søndag aften om, at jeg var ked af det hvis jeg havde opført mig upassende, men at det i hvert fald ikke havde været med vilje. og undskyld. men at det ville være rart, hvis hun sagde det til mig selv i stedet for andreas. for så havde jeg jo også en bedre chance for at vide hvad jeg kan tillade mig. og rette mig ind efter det. og undskyld igen.

hun skrev tilbage at det ikke var sådan hun mente det, da hun sagde det til andreas. at hun bare er bekymret over at vi ses så meget, og er bange for at det vil såre mig i sidste ende.

det er jo meget sødt. men jeg får helt ondt i maven. for andreas har jo opfattet det som, at jeg er vildt belastende. og hun refererer mine beskeder helt ordret. de var jo til hende. ikke ham. jeg stoler jo på hende.

mandag: det evige problem. er træt af at min såkaldte bedste veninde A aldrig nogensinde selv kontakter mig. hun skriver ikke, hun ringer ikke. når jeg ringer til hende, tager hun enten ikke telefonen eller også har hun ikke tid. skriver jeg en sms, svarer hun ikke. og hvis hun gør, er det med tre ord. og hun spørger aldrig nogensinde til hvordan jeg har det, hvad der sker i mit liv. hun spørger aldig selv om jeg vil med til noget. det er altid T, der spørger. og det er jo ligesom ikke ham der er min veninde. diskussionen er gammel og hun synes at jeg overreagerer. men diskussionen kommer op igen. hun synes stadig at det er drama-agtigt og at jeg er egoistisk. hun kan ikke se, hvorfor det betyder noget om det er hende eller T, der inviterer mig.
hun siger at hun da også spørger til mig, men at hun bare ikke gider at høre mere om andreas, for hun har ikke mere at sige.
jeg siger, undskyld at andreas betyder meget i mit liv, men jeg skal da nok befri hende for det pis, når det er så uudholdeligt at høre på.

jeg synes at det er mærkeligt, at min bedste veninde ikke interesserer sig for mig. jeg forstår godt at jeg er irriterende, men det sårer mig bare så meget... at hun kun gider at høre på ting med en vis nyhedsværdi.

jeg skal da nok holde min kæft så. når jeg er så træls. men er det ikke falsk, hvis jeg altid svarer "godt", når (hvis) hun spørger om ,hvordan det går?

jeg er ked af det i dag. jeg føler mig virkelig ensom. jeg ved at jeg har masser af andre veninder, men hvornår får jeg skræmt dem væk. jeg er jo ikke til at holde ud.