Ja, så skete der ikke bedre end, at jeg var sammen med ham igen.

Savnede nærhed, og jeg nød at ligge der og dufte ham, mens han krøb nærmere.

Jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg har mig selv nu. Jeg er ikke såret eller ked af det. Jeg er mest af alt bare frustreret, fordi det er så tydeligt, at vi ikke kan finde ud af det - men har så mange følelser for hinanden, som vi ikke kan slippe.

Han sagde "Vi ses", da han gik. Jeg svarede ikke rigtig. Vidste ikke, om der var noget at svare.

Jeg havde på en eller anden måde fået det, som jeg savnede lidt af. Og nu er jeg tom og fuld på samme tid. Jeg kan ikke rigtig føle mig selv. Det er en underlig følelse. Jeg ved godt, at jeg ikke holder op med at elske ham foreløbig. Og det er også okay - for nogle gange er kærlighed så stor, at den ikke kan kues - og ikke skal undertrykkes.

Men jeg vil ikke se ham igen foreløbig. Jeg ved jo, at det ikke går at falde for ham igen. Følelserne er der, men jeg ved, at det ville føre noget forkert med sig... så jeg holder igen. Ringer ikke og skriver ikke. Jeg sagde ikke "Vi ses". Så jeg ved ikke, om vi gør.