Jeg er blevet spurgt om jeg kunne tænke mig at være kontaktperson, lektiehjælp o.s.v. for 1. generations flygtninge. Jeg svarede at jeg ville tænke over det.
Egentlig kunne jeg godt tænke mig det, men altså - jeg synes måske jeg har rigeligt i forvejen..og på den anden side, findes der ikke noget bedre end at være noget for andre mennesker..
Jeg har besluttet mig - jeg siger ja. Jeg kan heldigvis selv bestemme hvor mange timer om ugen jeg vil bruge på det - så hvorfor har jeg tvivlet?
Er træt af de rynkede bryn, og mærkværdige bemærkninger der bliver fyret af, omkring flygtninge. De gider ikke noget, de stjæler med arme og ben, de vil dræbe os fordi vi ikke er muslimer, de gider ikke gøre en indsats o.s.v. Heldigvis lever jeg i en by hvor man er så priviligeret ikke at have de borger med overnævnte kommentarer - dertil skal tilføjes at her heller ikke er ret mange flygtninge...og dem der er smiler pænt og bevæger sig underdanig ned i køen, til ære for den ældre dame med pelsen.
Her snakker man med alle, men sådan en oase findes kun meget få steder i Danmark. De fleste steder bliver "de fremmede" mødt med et solidt stempel der har påskriften "Anderledes", og det er altså ikke lige sådan at hviske væk. Hud og øjenfarven gør dem let genkendelig - hvis de skulle få succes med at dække stempelt til...
Men hvad ville der ske her hvis de ikke bevægede sig ned i køen - hvis de smilende blev stående? Ville de blive betragtet som arrogante? Og hvad nu hvis en af dem røvede butikken "++++++" ville vi betragte dem alle som medlemmer af den samme tyvebande? som socialbedragere? Som "nassere" af det danske samfund hvis hele familien fik bistandshjælp?
Jeg ved det ikke, og derfor siger jeg ja.