17 år siden

Så kan det også være lige meget

Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
11 år siden
Molly og X
Enantiodrom
4 måneder, 16 dage siden
Åh ja mere det føles så g...
Maria jayash...
1 år, 6 måneder siden
En lidt hård weekend, kry...
xangelx
8 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
11 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
10 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
9 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
11 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
11 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
11 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Er syg...og venter spændt...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Gulv alene
Peter
5 måneder, 3 dage siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
11 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
11 år siden
Flytning
Hanna Fink (...
8 år siden
Gavl malet efter 3 års sk...
Peter
9 år siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
9 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
10 år siden
Brug dit hjerte som telef...
Christalavis...
8 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
9 år siden
Far i Himlen
Rebecca Rahb...
5 måneder, 20 dage siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
6 år siden
Galleri partner
Poul Brasch ...
7 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
12 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
3 år siden
Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
8 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
9 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
10 år siden
Har i den sidste time lagt øre til en veltilfreds snorken på den ene side, og en fuldstændig kulleret hund nærmest klistret op af mig til den anden. Den storsnorkende Claus vente sig selvfølgelig i sengen da jeg forlod den, og formåede også at klappe mig bag i da jeg passerede hans side. Hmm

Det lille kræ er ikke i tvivl når vi gør os klar til at drage hjemmefra. Man kan tydelig læse på hendes kropssprog og se i hendes øjne, at det bestemt ikke passer damen. Da vi var vel hjemme igen, fik vi som sædvanlig en helte modtagelse allerede inden hoveddøren var låst op - i form af en pive salut som på hendes gamle dage, er blevet hendes vartegn. Selvfølgelig oven i den alm. gensynsglæde og krav på opmærksomhed. En hund er nu et fantastisk taknemlig dyr.

Vi kørte fra byen ca. 11.30. Havde regnet med også at skulle køre med min far, men det var blevet aflyst og udsat, da damen ikke var i besøgshumør alligevel. Planlage at køre en omvej op over ry nu vi alligevel havde så god tid. Utrolig hvor mange smukke steder og forskellige landskaber vi har i lille Danmark. Fik en sms fra min søster undervejs, med et – nej tak til besøg. Blev grebet af alt fra at være vred og harme, til at blive trist og ked af det. Reagerede med et barnligt sms hvor der stod – okay, så ses vi til begravelsen .Ved godt at det ikke var pænt, men kunne ikke dy mig. Det er også min fars overbevisning at vi ikke ses før. Han tror, at vores uvenskab bunder i at vi begge er lige stædige. Jeg kan godt være stædig, men ikke dum stædig. Jeg har fejl, laver fejl, og vil for den sags skyld også gerne erkende hvis det er sådan. Jeg klipper ikke navlestrengen over fordi jeg ikke kan håndtere modgang, eller andre har et andet syn på tingene. Det må være fattigt, sørgeligt og trist at være så snæversynet og tro, at livet kun drejer sig om en selv. Men det må hun om. Hun får det som hun ønsker - nemlig at være fri for at se på, og tage stilling til. Fremover vil jeg hellere bide tungen af mig selv, end informere hende om vores far. Hader mig selv for den holdning, men det er sådan hun ønsker det, og skal få det. Nu har jeg prøvet flere gange på at få hende i tale, men hun har afslået hver gang. Orker ikke mere, selv om jeg ved at det piner vores far.

Mødet gik over alt forventning. Fik ansigt på lederen og flere fra personalet, plus Andrés nye sagsbehandler. De virkede meget åbne og samarbejdsvillige, og fik også lidt fornemmelsen af, at de var overrasket over vores realistiske syn og opfattelse af André og hans situation. Alt ære for lederen som erkendte, at hans udtagelse vedr. overilet behandling fra den psykiatriske skadestue her i byen, ikke havde sin ret. Han har siden set og oplevet André have det rigtig skidt. André var ikke lige i hans es da vi kom, men det plejer han aldrig at være når der er møde. Det er vel for ham som vi andre husker skole/hjem samtaler. Det er ikke noget som man har helt vild lyst til at deltage i.
På mødet blev det besluttet at der i løbet af kort tid skulle ligge en handleplan, og at vi inden længe skulle samles igen, med håb om at kunne få lægen fra børnene og ungdoms psyk. til at deltage. Realt er han ( André ) en lettere mental retarderet dreng/ung mand, men en psykiatrisk overbygning, men lige nu er situationen omvendt, og dvs. at han er meget mere resurse krævende end anbringelsen lagde op til. Hvis det viser sig at den nye medicin ikke kan virke optimalt og han kan kumme tilbage til udgangspunktet, så har stedet ikke de resurser han kræver, og vi må finde en anden løsning.
Stedet er ikke at bebrejde, da de handlede efter de facts de fik omkring ham. Ingen af os kunne forudse det som er sket, for så ville han aldrig være startet der. Jeg vil være ked af det hvis han skal flytte igen, men også lettet, da det kun kan blive til et mere beskyttet sted, hvor de kan varetage hans behov.

På vejen hjem overtalte jeg gemalen til at lette på speederen omkring IKEA i Århus, og dreje af. Fik en aftale i stand med Michelle, så vi mødtes derude. Kørte derfra og forbi en McDonald's og spiste hjemme hos hende. Det var faktisk rigtig hyggelig. Kl. var lidt over 21.00 før vi ramte indkørslen.

Nu vil Tulle og hund smutte ind og se om der er faldet ro over snorketræet, så vi andre også kan falde til ro.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Så kan det også være lige meget er publiceret 27/04-2007 01:22 af Turid Nielsen (Tasma).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.