Havet har altid haft en essentiel betydning for mig. Bare tanken, om ikke at leve i et land, hvor muligheden for at nå ud til havet indenfor rimelig tid findes, kan give mig klaustrofobiske tendenser. Og jeg har ellers ikke problemer med hverken elevatorer el. lign.
Derfor var det skønt, da DBG her til aften foreslog at vi pakkede en madkurv, startede grønne Gerda, og kørte en tur til stranden og spiste aftensmad.
Himlen, vinden, sandet, vidderne, horisonten, maden, DBG's smukke 1 meter høje vandpibe, (som han desværre aldrig fik gang i - det blæste lidt for meget, så kullene fløj af :-S suk...) - men det var harmoni.... blot sidde der - være der - fortælle hinanden hvor meget vi elsker hinanden - imens vi kigger ud over havet.... horisonten - længslerne. Og vi HAR været igennem vores kaotiske tider, hvor vi ikke vidste om vi var købt eller solgt - ville denne kærlighedshistorie overleve? Det gjorde den - og endnu stærkere end før, kan vi nu sidde og dybtfølt vise hinanden, hvad kærlighed er. Dele ønsker og drømme. Små som store. Ting vi vil opnå sammen. Ting vi vil opnå for os - og vores børn.
Tantra for sjælen, som DBG kalder det... når vi lader naturen nå ind under huden, og skabe de vitaminer, vi, som mennesker, har brug for.