Undskyld den lange tavshed, men der er sket så meget i mit liv på det sidste.
Og når der sker meget - specielt hvis det er dårlige ting, så har jeg en tendens til at lukke mig selv inde i min egen lille skal. Som en bænkebider der ruller sig sammen, så kun dens panser er synligt og det bløde og sårbare er beskyttet inde i midten. Eller et pindsvin der ruller sig sammen som en kugle og advare hele verden om at de ikke skal komme tæt på.
Desværre lukker mit panser ikke kun af for omverdenen, men også for mine indre tanker.
Jeg har ikke fået skrevet eller tegnet noget i flere måneder.
Derfor er jeg nu langt om længe begyndt at rulle mig ud igen og titter forsigtigt frem.
Jeg er begyndt at skrive og tegne igen, så nu var det næste skridt selvfølgelig at komme lidt ud igen.

Der har som sagt bare været så meget og jeg vil her nævne det kort, som en begyndelse.
Jeg er flyttet i et nyt hus sammen med min kæreste, hvilket var den gode nyhed.
Derudover har jeg haft en del kampe.
Jeg er for øjeblikket arbejdsløs og min sygehistorie er forøjeblikket så ustabil at jeg ikke tror at kommunen ved hvad de skal stille op med mig.
En undersøgelse ved en privat nerolog resultere i at jeg fik diagnosen psykosomatik, hvilket slog mig helt ud, fordi jeg følte mig forrådt af min egen underbevisthed, men en undersøgelse på OUHs nerologiske afdeling har nu ændret på denne diagnose, så nu begynder det for fra og jeg skal til MR-skanning endnu engang.
Nok for denne gang, men uddybelser skal nok komme senere.

Dejligt at være tilbage.