8-2-2020
Kære dagbog
Hvorfor giver man ikke bare op? Det er så hårdt at være stærk hele tiden. Hver gang nogen spørg mig om jeg er okay så smiler jeg og siger ja. Selvom jeg har lyst til at græde. Jeg har lyst til at sige nej og tude. Men man skal altid være stærk. Man skal ikke vise følelser i denne verden. Det er der mange der mener. Men hvorfor? Hvorfor er det forkert at vise sine følelser? Hvorfor kan man ikke bare sætte sig ned i fuld offentlighed og græde? Er det forkert? Hvorfor? Er man svag hvis man græder? Hvorfor?
Efter alt hvad der er sket de sidste 18 år, så er jeg mere på vagt. Jeg passer på med hvad jeg siger til hvem. Hvem kan jeg stole på? Hvem kan jeg åbne mig selv op til? Hvem bliver i mit liv? Hvem forlader mig? Jeg skal være lidt mere lukket overfor fremmede. Jeg er træt af at begå de samme fejl. At åbne mig for et nyt menneske, bagefter skrider personen og snakker aldrig med mig igen. Fuck det man, det er så nederen. Jeg tror at mange, næsten alle har en form for facade. Nogle gange går det hurtigt og andre gange går der rigtig lang tid før man kan komme under personens facade. Personligt så synes jeg at jeg er god til at åbne mig op for folk. Men det stopper nu!!
Efter hvad jeg har været igennem, så vil jeg lukke mig for andre. De skal kæmpe hvis de vil se den rigtige mig. Jeg vil være mere kold og lukket fra nu af. Jeg vil selvfølgelig altid være rigtig sød, venlig og høflig, men jeg vil lukke mine dybe sider væk. Samt lukke af for mine følelser og problemer. Det behøver folk ikke at vide noget om. Jeg vil bare gerne være den søde, stille og uskyldige Sibylle i sit hjørne. Alt andet er unødvendigt at vise andre. Jeg vil holde alt det der er sket med Mr. H hemmeligt! Samt min operation, selvmordstanker og familie problemer. De tre ting skal holdes hemmeligt. Og hvis nogen ved noget om det, så skal vi ikke snakke mere om det. Slut, prut, lukket!!