I dag er uden for min rækkevidde.
Jeg er totalt lost.
Syv tusinde tanker kører rundt i mit hoved og jeg har kun to ben at stå på!
Jeg sover, spiser, trækker vejret og er til.
Det er mig.
Ganske simpelt.
Jeg tænker på mig og min væren i og omkring mine omstændigheder.
Jeg tænker på hvad jeg giver og hvad jeg modtager i løbet af en dag.
Mine tanker kredser særligt om hvad jeg efterlader mig, når jeg ikke er.
Altså når jeg ikke længere er i lokalet jeg lige forlod, når jeg går fra mine børn, min mand, mine venner.
Men mest af alt går mine overvejelser på, hvad det er jeg vil efterlade, når jeg går herfra? Helt permanent!
Og det er da klokkeklart for mig, at jeg gerne vil huskes.
Og at disse minder om mig er lykkelige.
Mest af dem som jeg har haft indflydelse på.
Og i forlængelse af det, sker det for mig, at jeg føler, at jeg har gjort mit bedste og mest ærlige, kærlige forsøg på at forandre noget.
Nogen, hvis jeg bliver så heldig.
Mit kompas består af et uendeligt ønske om at redde andre, at omfavne trængende, træde til og ikke mindst at være til.
Jeg tror på menneskelig indlevelse i andre.