En tænkepause lækkede, og måneder undslap. Jeg var så pinlig opmærksom på tidens spild, at jeg glemte at tænke, og nu skriver jeg i nutid. Jeg er her, lige her efter mange måneders ensomt kontor ved spisebordet, corona træthed og apati. Jeg er her.

Vi kan igen hjælpes ad med at samle vores brikker til større fællesskaber, selv om brikkerne ikke vender rigtigt første gang. Jeg har nydt min gammelkendte eremittilværelse og udskudt kontakt og kommunikation med andre mennesker.