Endnu en gang mandag, og endnu en gang ansøgning. Jeg hader og afskyr det! Ville ønske, jeg havde selvtilliden og sikkerheden til at sige rend og hop, jeg kan leve af at gøre noget bedre end det, jeg skriver ansøgning om at få lov til og løn for. Men bare tanken er en invitation til familiekritik, velmenende opkald, præk om ansvarlighed og min eklatante mangel på samme.

Jeg ved også godt, at jeg er nødt til at tænke på pigerne. Det gør det ikke videre meget mere underholdende at skrive den forbaskede ansøgning - føles hver eneste gang som en form for legal, visibel prostitution. Se mig, tag mig, betal mig for at gøre det, I vil have mig til. Ja, det hedder arbejde! Ja, jeg burde være taknemmelig for, at jeg kan tillade mig at søge akademisk arbejde, hvor jeg sidder på måsen og klaprer i tasterne, hvis ikke jeg deltager i møder og bliver endnu klogere. Jeg tænker bare af og til på, om jeg nogensinde igen får et liv? For at overleve er ikke at leve.