Hej dagbog, - alt for mange ser min smerte, - jeg har så svært ved at fake, at jeg er glad, - blive konstant spurgt, - som om jeg gider snakke med folk om noget, de ikke kan ændre alligevel. Jeg ved godt, at folk tror at de kan gøre noget, at deres ord på en eller anden måde kan gøre noget, - f.eks nogle prøver at få mig til at håbe, - men håb er blot en illusion skabt til at få folk til at fortsætte.

Jeg har mange ønsker, - men ingen tidsmaskine til at gøre det. fejlene er ikke min skyld, men minefelterne kunne jeg godt ha undværet. hver eneste tråd lægger i mit hoved, og kan ikke lægges ned, uden at starte en ny..lidt som en ny dag truer..