Stilheden runger som var der en enorm messingklokke hængende midt i stuen, en messingklokke der har fået et ordenligt slag og har fået lov at hænge. Sender rungende bølger ud i lokalet, hyptotiserende og angstprovokerende.
Der er ingen klokke. Der er helt stille, men genlyden fra mine ord synes aldrig at stoppe.
"Jeg er opslidt okay? Jeg har ikke mere.. For fanden.. Jeg har ikke mere, som jeg kan give dig"
Du ser bare lige ud i lokalet... Tårerne finder vej til dine øjenkroge, men du gør ingenting for at stoppe deres fremdrift. Lader dem bare pible ned af kinderne - Og for første gang.. For første gang nogensinde, har jeg intet behov for at tørre dem væk. Intet behov for at love dig, at alting bliver godt igen.
Altså.. Det skal de nok blive, men det er bare ikke mit ansvar... forstår du ikke det?
Så knækker du... 120 kilo rammer gulvet med et brag, og du hulker.. Hulker ned i et af de håndklæder jeg netop har taget ud af vaskemaskinen. Melodramatisk, tiggende. Bedende.. Jeg skal lytte til dig, åbenbart. På trods af de utallige gange hvor du aldrig lyttede til mig.
Mit hjerte pumper i brystet. Det er fanme heller ikke nemt for mig det her. Tror du det?
Jeg prøver at tvinge et par tårer frem. Mest for at du ikke skal føle du græder alene. Men for første gang i flere år er jeg løbet tør. Og jeg som ellers kan tude til "den store bagedyst".
Jeg rejser mig. Betragter den store grædende mand, der nærmest skriger nu..
"Jeg går en tur okay? Du kan skrive når du har fået samlet dig, så kommer jeg tilbage"
Chokeret over mine egne ord, og koldheden i stemmelejet rejser jeg mig og går mod døren.
Du hulker bare videre, jeg kan ikke kende mig selv om beslutsomheden bag mine ord. Jeg ved at det bare er spørgsmål om tid før jeg selv krøller sammen, men for nu er det fint sådan.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Skilsmisseland er publiceret
10/02-2016 19:22 af
ZZYZXROAD.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.