Lyden er skinger, knasende, skrattende og ridser i ørene. Et bjerg af flasker i plastik skal mases sammen. Havde håbet på at finde et sted til genbrug. Der er et lille recycling ikon bagerst på etiketten. Men har endnu ikke fundet stedet og nu er ferien slut.

Tager nådesløst kvælertag på dem alle en for en. Skruer låget af, vrider luften ud af dem og skruer låget på igen.

Designede vandflasker. Er nyt bjerg vokser af forvredne plastikflasker som et symbol på en miljøkatastrofe. Et par uger giver et bjerg. Kigger ud over den sovende landsby de mange små huse. Mange bjerge af plastikflasker samles til en kæmpemæssig forvreden bjergkæde. Hvor mon de kommer hen. Bliver de mon brændt ved høje temperaturer og via avanceret smeltologi forvandlet til materiale til nye flasker eller ender det i et gigantisk konstant voksende affaldsbjerg eller flyder de afsted og samles til det nye kontinent på havet et sted. Et farvestrålende plastikkontinent der vokser og overtager verdensherredømmet.

Jeg ved det ikke. Håber det bedste. Tror det værste.

Afleverer bjerget til to alucontainere på vejen, der er så overfyldte at der stå mere affald rundt om dem end der kan være i dem. De stinker i varmen. Det stinker i det hele taget.

Kvalme. Sort samvittighed.