I nogle dage har jeg været meget på. Været social, for venner og datter endda været til job samtale og gik hjem med et job. Jeg er ikke arbejdsløs mere. Så skulle jeg være glad, det er jeg også, men jeg var også blevet glad for dagen der var min egen. Der gjorde jeg tingene i mit tempo og det jeg havde lyst til at gøremål og dem jeg ville se. Men man må ikke være arbejdsløs. Livet er arbejde ellers duer det ikke. Jeg var ikke arbejdsløs særlig længe og aldrig været det før...så jeg tænkte egentlig at jeg havde gjort mit. Jeg har arbejdet meget i de mange år. Nå, men sådan er systemet jo indrettet og jeg er jo ikke asocial, arbejdsky eller nasser af natur.
I dag har jeg bare været mig selv. Med mine tanker og tilvænning, at jeg snart ikke har disse dage mere. At jeg ikke kan snuppe en morfar i ny og næ, når kroppen er træt. Sommerferie kan det ikke blive til, når man er ny på en arbejdsplads...og de fleste vil mene at jeg har haft ferie...men det er jo en frihed der indebærer ansøgninger, kurser og fravær af tage hen hvor man vil. Aldrig til udlandet.
Nå det er nu slut, nu kan jeg tage hen hvor jeg vil efter arbejde, bare jeg kommer på arbejde igen dagen efter.