I dag kl. 23.45 er det et år siden min far gik bort. Har på det sidste tænkt på, at alt andet lige så var det måske godt nok, selv om jeg umiddelbart synes at det var uretfærdigt! Det var ikke et værdig liv til sidst, og jeg er faktisk ikke i tvivl om, at han ønskede sig bort længe før, kontra den situation han var i! Manden elskede fart-hvilket han ofte udlevede når han havde motorvejen for sig selv om natten. Jeg vil hellere køre 240 km/t og blive slået ihjel, sagde han, end 140 Km/t og ende i kørestol! Han endte alligevel i en kørestol, og til sidst "fastlænket" i sengen.
Jeg har været ude på kirkegården i dag. Det var forbandet hårdt, men også forløsende på en måde! Gik også forbi mine bedsteforældres gravsted. Jeg ved ikke hvor lang tid den bistår, men kun at det var vigtig for min far, at lægge en krans til jul. Mange af dem der ligger derude, er jeg enten i familie med, eller havde en relation til min far.

Var i går inde ved laboranten for at få taget blodprøver, samt lungefunktionsundersøgelse. Sidstnævnte så ikke så godt ud-hvilket jeg havde regnet med! Tror at mange af mine gener kan henledes til dette. Er ikke i tvivl om opskriften, som vil være at stoppe rygningen, samt vægttab.

Får snart min lille mand træt hjem fra arbejde, så jeg må hellere sørge for frisk kaffe.