Jeg vågnede med den mest forfærdelige lyst til bare at ligge mig ned igen. Jeg kunne ingenting overskue. Mit humør var langt nede. Noget af det mest sagte fra min mund i morges har været 'årh jeg gider ikke danse' og det er ellers noget der sjældent høres fra min mund. Min overblik kunne bare ikke holde til de tre timers teknik undervisning, men ikke desto mindre så var det det der fik gejsten op i mig igen. Dansen gjorde ligeledes at den lange vej ned til biblioteket ikke var helt så uudholdelig som forventet og først antaget.
Note til mig selv: Fremover, selvom dagen virker uoverskuelig og træls så vent bare, noget godt skal nok komme. Man skal ikke skue hunden på hårene.