Jeg tænker på min far hver dag, og mindes det der var. Hele tiden - hver dag er der noget som sender tankerne tilbage, som f.eks. i går hvor jeg var til tandlæge. I forbindelse med at han fik kunstige tænder-kørte jeg ham ofte tandlægen. Ligesom jeg kørte alle mulige andre steder han skulle! Min far sagde ofte stolt " I andre lande er det altid den ældste som tager sig af de gamle, og det gør du også". For ca. halvanden år siden, måtte jeg opgive at køre med ham, da han ikke magtede at stå eller gå mere. Men alligevel tog jeg med ham, enten i en lifttaxa, eller mødte ham der han skulle hen. Følte et stort ansvar for at hjælpe ham, nu hvor behovet for hjælp var omvendt! Ved fødselsdage siger man "Hip hip hurra - han skal længe leve". Min far vil altid leve i mig......

Jeg har haft begrænset kontakt med mine børn siden nytår. Noget jeg med skam må sige, er rart! Det har været hårdt ved mig, at igennem noget tid-hele tiden været problemstillingernes holdeplads. Deres problemer bliver automatisk mine problemer, da jeg smider alt hvad jeg har i hænderne for at hjælpe dem. Altid med viden om, at jeg får en regning på et eller andet tidspunkt, hvor mekanismen siger fra på den ene eller anden måde. Hvorfor skal det hele være så indviklet?

Jeg har fødselsdag i dag. Ikke at det betyder noget, som det gjorde engang! Hvis jeg halvere min alder, og kom tilbage til dengang jeg var 22 år - hvor jeg var dum og naiv i forhold til Andrés far, så ønsker jeg ikke tiden tilbage. Hvis jeg dobler det op til at være 88 år, så håber jeg at havde helbredet med mig, hvis jeg når denne alder.

Jeg har redet mig et eller andet influenza lignende til mig. Siden nytår har jeg været lad og ugidelig. Det er lidt træls. Men på den anden side, så er det godt at det først er nu, og ikke midt i Nov./Dec. Hvor vi havde så travlt.

Vil ind på sofaen og være ligeglad med det hele.