Jeg vil gerne kunne fortælle om mig i stilhed med store og larmende ord. Jeg holder alle personlige oplysninger om mig selv hemmelige. Mit liv er et stort, grimt rod for tiden, og jeg vil gerne ud med alle de frustrationer og udråb, der findes i mine lunger. Denne gang bliver de ikke råbt eller hvisket eller sagt men skrevet.

Dette er så mit første dagbogsindlæg nogensinde. Prøvede det med papir og blyant, men det holdte i tre dage, inden jeg gik død i det. Latterligt.

Min uudtømmelige skrivelyst er frustrerende. Jeg skriver og skriver. Men hvorfor? Jeg er bange for at fortælle omverdenen om det, og jeg fortæller alt om mine teenagefølelser på en offentlig hjemmeside nu. Det giver ingen mening. Det giver heller ingen mening at jeg ikke kan spise som et normalt menneske. At synet af mad giver mig kvalme. At jeg holder læge -og psykologbesøg hemmelige for min familie og venner. At JEG ikke eksisterer i den krop, jeg hader. At jeg prøver at virke perfekt og fejlfri, mens alt indeni mig skriger, at jeg intet er værd. At jeg sidder her og skriver om hvor hårdt jeg har det, mens folk i hele verden dør. At jeg nu græder stille tårer og prøver at fatte mig i korthed. Men det går jo ikke. For min korthed er en roman, der uden tøven vil ud af verdenen.

Jeg ved jo ikke engang om folk læser det her. Det føles dumt og underligt. Det er som at snakke til en person, der ikke eksisterer. Det er som at række hånden ud efter omsorg, hvorefter slaget i hovedet ikke rækker til andet end et blåt mærke. Det er ikke godt nok, men alligevel er dette meget beroligende. Mine tanker flyder ikke længere rundt og ødelægger mig. De er her - præsenteret af mig til jer alle sammen.