I aftes skete der, som så ofte før, en ulykke i vores rundkørsel. Denne gang gik det ud over en ung pige på cykel. En bil var parkeret i vores indkørsel, som besværliggjorde Claus’ parkering, da han kom hjem for at spise. Jeg gik ud og satte en seddel i forruden – hvor der stod ”henvendelse ved døren.” Efter noget tid, gik jeg ud for at se om jeg kunne flytte Mercedesen, så den ikke holdt i vejen. I samme øjeblik kom en ældre dame hen til mig. Fortalte at det var hendes barnebarn, som var blevet kørt ned. Hun var synlig rystet. Bad mig om at bakke hendes bil ud. Trods det at der ingen trafik var, så var det uoverskuelig for hende. Claus kom ud imens jeg talte med hende. Tog en hurtig beslutning, om at Claus kørte hendes bil over til en anden datter, og jeg fulgte med i Mercedesen. Under turen derover, reagerede hun mere chokeret over det skete-hvilket bekræftet gjorde det rigtige af vores handling. Hun undskylde besværet, men var taknemlig.

Ikke fordi at jeg vil undskylde bilistens handling, men jeg kan sagtens sætte mig i situationen af det skete. Der er ikke noget værre end når det er mørkt, og regner. Lyset fra cykelister og biler kan fejlvurderes, da lyset ligesom flyder ud.

Jeg er bare glad for at vi kunne være behjælpelige.