Ok... det e nu over et år siden, jeg mistede min fantastiske onkel. Kort efter hans død var jeg utroligt plaget af samvittighed, fordi jeg ikke følte den ekstreme sorg, som kun ville være at forvente efter en højt elskets bortgang (læs: antallet af tårer var meget sparsomt.) Denne tilstand er dog langt at foretrække sammenlignet med, hvordan jeg har det i dag - og har haft det i meget lang tid efterhånden.
Der går ikke en dag, hvor døden ikke er en meget tydelig del af min bevidsthed. Værst er det om natten, hvor mine drømme kun fokuserer sig om min onkels død (hans begravelse, hans genopstandelse - som beklageligvis kun har været en realitet i mine drømme - og hans liv) ELLER døden 'sådan generelt' (dvs. drømme om lig, forrådnelse, kister og andre ubehagelige ting). Sommetider er jeg vågnet fordi jeg i søvne har grædt så meget, at mit ansigt og hovedpude har været ganske gennemblødt. Døden er her hele tiden. Jeg hader døden. Jeg forstår den ikke.. den virker meningsløs. Og hold kæft hvor den skræmmer mig... Er ganske vis om, at frygt(had?) til døden er et ganske uundgåeligt element i ethvert menneskes liv, og at vi alle på et eller andet tidspunkt kæmper med en irrationel frygt for denne. Men jeg har det ad h til.. og jeg tænker, hvornår er denne frygt mere end 'hvad man kan forvente'? Jeg synes i hvert fald, at den har alt for godt fat i mig