Den mellemste har valgt at flytte ind til hans mor – hvilket giver os mulighed for at trække vejret igen. Jeg havde håbet at det var sket noget før, men det har grov sagt været ønsketænkning. Ville ikke have at han skulle føle sig kasseret eller smidt ud.

Jeg blev i første omgang ramt af skyldfølelse, men det manede Claus hurtig til jorden. Det er jo ikke kun mig der har haft det svært, men hele familien herhjemme – hvilket jeg kun kunne give ham ret i.

Knægten svingede her på det sidste meget imellem at svare med enstavelsesord, svare igen, eller i den anden grøft virke euforisk – hvilket vi havde svært ved at skelne imellem, om han var påvirket eller manisk.

Jeg kunne ikke drømme at lukke døren overfor ham, men er alligevel glad for noget pusterum.