Langt om længe fredag eftermiddag..

Sidder i lab og indser at drømmen om at komme tidligt herfra ikke går i opfyldelse.

Sidder også og har fået et fredagstraume. Et anfald af negativ lyst til at rejse hjem. Vi har ellers snakket rigtig godt og muntert i løbet af ugen.

Men han har ikke direkte givet udtryk for hverken at han savner mig, eller at han glæder sig til at se mig.

Det giver en klump i maven lige nu. En stor en der går lige i humøret og det føles helt som om jeg lige om lidt begynder at ryste og tude.

Rationelt oversat: er gået sukkerkold, savner ham og har svært ved at tage ham for givet.

Det er fristende at skrive og spørge om han har lyst til at jeg kommer. Men selvfølgelig vil han det. 

Selvfølgelig.
Tror jeg.
Håber jeg.