Jeg traskede ud i regnvejret, hjem efter post.

Min oprindelige plan var at slæbe hundene med, men manden mente at en var nok. Tog det som et lavt tegn på tillidspoint med hensyn til hundehåndtering, så lod dem begge blive hjemme.

Inden jeg lukkede hoveddøren, hørte jeg latter fra kælderen. Blev mindet om en seance i et ventelokale hvor han aede sig over den lille, men solide, dunk på maven og spurgte om jeg håbede det blev en dreng eller en pige? Om jeg vidste hvornår han ville blive indkaldt til scanning? Det var sjovt.

I regnvejret fik jeg tænkt mere over dagen. Hvad der er sket og en ny tanke - hvordan det egentlig påvirker mig selv. Indtil videre har fokus mest været på hvordan det påvirker ham. ...Og så fik jeg ellers ondt i maven, og måtte løbe resten af vejen til toilettet, nåede lige at sætte mig ned, inden det hele eksploderede både øverst i en solid tuder, og nederst - tja - forklaring her vist unødvendig.

For det er hårdt at stå model til alt det her.
Forholdet er ikke engang tre måneder gammelt endnu.
Vi burde fise rundt og være nyforelskede, tage på dates og være pjattede.
Ikke ordne økonomi, tale om fordele/ulemper ved huskøb, frygte en retssag fra hans udlejer osv.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg ikke føler at jeg er moden nok til det endnu, eller om jeg vitterligt bare er led ved, at den "nyforelskede" fase af forholdet, endte så brat.

Hans øjne i dag da han så på mig i Netto, og nævnte det med hundemaden. Bedrøvede, tomme for nærvær, triste og spøgelsesagtige. Fik dem igen da vi lå på sengen og vågnede, hvor kommentaren også kom igen.

Det er hårdere end forventet, når jeg tillader mig selv at mærke efter.

Min lyst til at forføre er forsvundet.
Han sidder og ler i kælderen til en satireserie.
Han måtte gerne le lidt sammen med mig, i stedet for kun at dele de grumme ting.
Omvendt - han deler det med roomien, så hvor "ægte" det er - tja - pas.
Omvendt igen - fyre er simple, og satiren er sikkert sjov.

Hmmm.. Og jeg har svært ved at se at jeg forlanger for meget, og omvendt svært ved at se hvordan jeg overhovedet kan tillade mig at forlange noget som helst..

Den er svær..