Jeg tog bussen hjem sammen med en af de andre gruppemedlemmer idag.

Hun spurgte til hvordan jeg havde det med ikke at have mit eget hjem igennem praktikperioden.

Hun forstår ikke min holdning; at det ikke er et problem fordi jeg bor hos min familie. Det ville hun ikke kunne. Hun bruger sine veninder og venner som jeg bruger min familie. Hun føler de blander sig i hendes liv ved at spørge ind - jeg føler det som almen interesse.

Jeg er mønsterbryder - hele hendes familie er akademisk.
Jeg fik også lige kommentaren med om hvordan henholdsvis hendes mor og far reagerer på hendes karakterer.
Moren er stolt af hende uanset.
Farens holdning beder hun kun om, når hun har fået tolv; "Ja, sådan går det når man laver sine ting".

Jeg fik et omgående slemt tilfælde af akut kvalme og presserende tårer i øjnene. Jeg har aldrig været så glad for at kunne hoppe af bussen!

Jeg laver mine ting. Jeg knokler. Jeg arbejder, sgu! Men jeg får bare ikke de høje karakterer - fordi jeg ikke husker stoffet så godt som de gør.. Straffen er lavere karakterer. Fair nok. Men den kommentar - jeg har overhovedet ikke lyst til at tage i skole i morgen.

Jeg skal heldigvis ud med Bedste Ven i morgen. Jeg glæder mig. Det er lang tid siden jeg har set ham. Fandt en god idé til en gave her i dag, efter at have sms'et frem og tilbage med ham.

Nøej, jeg er ked af det.

Efter at have læst lektier til i morgen i fire timer. Fordi jeg skal ud med ham, har jeg ikke tid til at få lave de sidste lektier. Det hele er bare noget l-o-r-t.

"Sådan går det når man laver sine ting".

:-(