I mit hoved er der kun jazz og efterår, og jeg æder det gerne råt. Min yndlingsårstid vinder ind på os, og hyggen har overgået mig allerede, som når jeg kommer for tidligt i julestemning. Jeg overvejer at smutte på La Fontaine, men alligevel er der noget, der holder mig tilbage, og jeg kan simpelthen ikke ræsonnere det væk. Som at have skriveblokade på sit eget liv.
Det føles som om, det er for besværligt at bruge et kvarter på at løfte min dovne krop væk fra Østerbro og ind til indre by, og alligevel skriger hele mit væsen for at få lov at slippe sig løs. Det er som en dissonans, der løber gennem hele min krop som elektrisk stød og giver plads til, at jeg bliver hjemstedet for verdens værste paradoks.
I går havde jeg en skøn, men træt aften, der mildest talt endte forvirrende, i tirsdag en sød, men anstrengende aften, der endte underligt, og jeg ved ikke helt, om jeg tør bevæge mig ud for en dør. Jeg tror, jeg mangler en, der har samme adstadighed i sine ambitioner om en god bytur som jeg. Det er skønt med veninderne, men der er stadig forskydning i forventningerne til den fremskridende handling og de gode historier.
Jeg tror, jeg skal have mig en kop kaffe og nyde stearinlysene i vinduet.. Så må vi se.
Natten er ung.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.