Jeg er sur. Sur paa mig selv Katy! Katy har vaeret rigtig dum og det ved hun ogsaa godt. Men sandheden goer ondt. Goer pokkers ondt paa sjaelen, sindet og stoltheden.

Hvad min veninde sagde idag gjorde ondt. Gjorde rigtig ondt et sted ind i. Hun stak naalet lige der, hvor jeg er mest saarbar. Hun sagde det ikke for at goer mig ked af det, men det gjorde hun alligevel. Jeg har for meget stolthed til at indroemme, at det paavirkede mig...istedet blev jeg bare musestille og stirrede ud af vinduet.... og skiftede emne.

Vi var ude og koebe en brudekjole til hende idag. Hun er meget beslutsomt, saa det gik hurtigt. Hun proevede forskellige og der var mange at vaelge imellem. Troede ikke vi ville koebet et med det samme idag og ligesom vi var ved at miste modet, saa viste ekspedienten en brudekjole (helt tilfaeldigt) og vi lyste begge op....That's the one. Vi kunne hoere englene synge "halleluja". Den var dyr, men nok den paeneste brudekjole vi havde set hidtil. Hvor var den smuk (hver detalje, hver perle haandsyet)...og hvor var hun dog smuk i den. Saa yndig, som Askepot der hun tog til bal paa slottet.
Bridget her havde en lille klump i halsen...veninderne letter fra singleton reden og ud i den store vide verden, hvor de skal giftes og lege mor. Selv staar hun tilbage og vinker dem farvel en af gangen.

Kom sgu hjem og graed. Taarerne vaeldede stille en af gangen ...sad i moerket og stirrede ud i tomheden. Det er jo min egen skyld, jeg ikke er kommet videre. Der er jo ingen som holder mig tilbage, eller ikke vil have, at jeg finder lykken...bortset fra mig selv. Hvorfor vil jeg ikke se mig selv glad igen?