What a day.
Dagen i går var ikke meget anderledes end så mange andre, og så alligevel.
Mærker jeg er på vej ind i en depression, bliver det en af de lange sejge, eler bliver det en af dem jeg kan håndtere og gøre noget ved. Forskellen er til at tage og føle på.
Den sejge rummer frygt grænsene til rædsel, den milde er blot et udtryk for følelsen af utilstrækkelighed. Ringede til min datter for at sige hej, og bare høre hendes stemme, hun sagde hun ikke havde tid til at tale med mig, hun skulle til at se en film med mor... Er jeg blevet så overflødig? nej hun passer blot på sig selv, og så kopierer hun sin mor. Jeg er lost.
Perfektionisten der ville være afslappet, og endte op med at være lad. Den ypperste form for dovenskab, er at gøre tingene med det samme, så der er mere tid til at slappe af. Jeg er ikke doven, blot en realist der har spærret sig selv inde, og nu må finde vej ud af mit selvskabte fængsel.