Er nået til side 102 i historien om Sølvinn...og er dermed nået til den her fase, jeg åbenbart SkAL igennem, hver gang jeg skriver.

Normalt kommer fasen bare omkring side 40, og så når jeg aldrig videre med den bog. Medmindre der sker noget kollosalt vigtigt i udviklingen af historien...

Og hvad er det så for en fase, jeg mener?

En bølge af usikkerhed. Historien begynder at kede mig, fordi jeg nu har arbejdet på den så længe, at den ikke længere er ny og spændende. Og så begynder den der gnavende lille stemme at hviske: "Er den nu også god nok?" "Ka du ikke finde på noget bedre?" og "Hvorfor skrive på noget, der alligevel ikke er værdigt til at vinde."

Og jeg skriver jo netop for at vinde. JEG vil VINDE Gyldendals romankonkurrence... men hvordan, hvis jeg selv føler, at teksten ikke er nær original nok? Eller nær go nok?

Som sagt: Det er en fase, jeg åbenbart altid skal igennem på forskellige tidspunkter i en tekst.

Men fik et spark i røven tidlere i dag af DenUtålmodige, så vil lade eftervirkningerne af det kick sprede sig til en tidevandsbølge og presse mig selv til at komme videre.

Sølvinn er nu fyldt 102.

Engang i aften skulle hun gerne fylde mindst 110 sider...