..fra mit vindue og der er ingen steder jeg kan være i fred. De fordømte trækvinde går lige ind i mit hoved og får min hjerne til at sitre af kulde.
Egentlig skulle jeg bare ligge nøgen på en mark (muligvis en stubmark), det ville være det samme, men min hjerne har narret mig...sat mig i baghold...og fået mig til at tro at jeg er sikker her bag disse tynde træplader og smuldrende mursten, som selv en stille hvisken kan få dem til at splintres.

Jeg er uskyldig. Jeg er bare et redskab.
Jeg er kun et sammensurium af små atomer og organismer fra andre skabninger, der bliver misledt af en frygtelig diktator. Det er ikke min skyld. Jeg er uden ansvar, fordi jeg kan alligevel ikke gøre noget.

Trækvindene (træ kvinderne..(?) vil nå mig alligevel hvor end jeg er. Og ..ohhh, hvor jeg dog fryser nu..måske skulle jeg tage en trøje på?!