Jeg er en ung pædagogmedhjælper på en større døgninstitution for handicappede medmennesker...

Længe før jeg startede, kørte nedskæringskniven tæt hen over hovedet på de ansatte. Besparelser, besparelser, besparelser....! Hele tiden.

Nu er nedskæringskniven kommet så langt ned, at den er begyndt at skære hovederne af de ansatte. Der skal fyres folk! Men der kommer ikke færrere beboere, og ikke færrere opgaver. Ikke færrere problemer, og ikke færrere krav udefra. Tværtimod. Den selvsamme regering, som styrer sparekniven, overlæsser de ansatte med nye opgaver. Og som belønning: dårlig løn, mindrer medindflydelse, mere topstyring, mere kæft-trit og retning. Man skal makke ret, og ellers kan man gå!

Jeg er ung, og det gør indtryk at se ældrer, søde kollegaer være opgivende, triste og udbrændte, og at høre dem sige, at de er ved at miste glæden ved arbejdet. Et par gange har jeg set folk gå grædende hjem... Folk er længere væk når de bliver syge. Flere er langtidsygemeldte er stress!

Og imens sidder regeringen Fogh og dikterer og kræver ind! Mere kvallitet, mere efteruddannelse, flere møder, mere arbejde, mindre medbestemmelse, flere byrder, mere overvågning, mere evaluering, flere tests! Alt sammen for stadig færrere resourcer og færrere midler. Tilsyneladende pisse-ligeglade med de menneskelige omkostninger. For både beboere og ansatte!

Er jeg den eneste der undrer mig over, hvad der sker i hovederne på fjolserne inde på Christiamsborg??