Hey dagbog, jeg er træt. Men jeg må sige det som det er, - eller ihvertfald sno mine ord, så jeg får sagt det hele, uden at sige det. Noget kan jeg selvfølgelig altid sige lige ud, og andet må jeg slører en smule..

Mine forældre er bekymret for mig, de har fået øjnene op for, at jeg er blevet tyk. Jeg ved det, jeg kan ikke længere løbe som dengang jeg var dreng. Man sandheden er, at mange ord er blevet sagt siden, og de tynger mig..sandheden er, at uden den kærlighed jeg søgte,..så er der intet at kæmpe for..min uddannelse? hvad skal jeg bruge den til? så jeg kan købe de næste ting? tjene penge? til min alderdom, som jeg vil leve alene? nej glem det..Der har været et håb fornyelig, men jeg tror ikke så meget på det mere, ikke at jeg har troet på det i lang tid...