Fik en lang snak med S den anden dag. Han spurgte, om ikke vi kunne prøve på ny...
Uha, det var svært at stå imod, og jeg tudede og tudede, og prøvede at forklare, at jeg ikke kan holde ud at tale med ham, eller se hans navn, eller tænke på ham, for så græder jeg. Sagde også at jeg ikke kunne være venner med ham, for det er mine følelser helt forkerte til. Det ville være alt for smerteligt. Så var det, at han spurgte, om vi helt ærligt ikke skulle prøve på ny..
Og ja, jeg gav efter...
Jeg er sgu ikke for klog..
Efter at have talt sammen i telefonen i en times tid, sagde han, at han ville ringe næste dag ved middagstid.
Det gjorde han bare ikke!!!
Men hvem kan det egentlig komme bag på??
Nu går jeg så bare og venter på, at han igen ikke kan undvære mig i sit liv...
Hvad gør jeg for at få ham til at forstå, at jeg ikke kan holde til det mere? At jeg ikke kommer videre, så længe han bliver ved med at rive op i såret.
Be strong my girl!!!
På tirsdag kommer K og besøger mig. Vi har ikke set hinanden før, men har talt i telefonen nogle gange. Han er vildt flink og meget hensynsfuld...tror jeg. Det ved jeg jo i virkeligheden ikke før jeg har lært ham bedre at kende, men han VIRKER sådan. Så ham kan jeg sikkert ikke blive forelsket i haha...
Nåh, imorgen bliver en travl dag...der skal jo nok lige gøres en del rent inden han kommer...ikke min stærke side i øjeblikket. En depression er ikke særlig god for den huslige side af mig... Men det ved han heldigvis godt...han skal bare ikke vide HVOR slemt det står til haha....
Så er det vidst tid til at sove...for et par timer siden..