Det slog mig i morges efter badet.
For 3 år siden kunne jeg ikke holde ud at se mig i spejlet, fordi det hele var knogler og hud. Jeg var simpelthen for mager.
Derefter kom en periode på 1 1/2 - 2 år, hvor det gik meget godt. Jeg havde nemlig taget 5 kg på.
Nu er den gal igen. Spejlet og jeg kan bare ikke enes. Denne gang er det bare til den anden side. Jeg har taget yderligere 15 kg på, og kan ikke tåle at se det. Mit tøj passer ikke, at købe nyt hjælper ikke, for jeg kan ikke se mig selv i prøverummenes spejle. Uanset hvad jeg kryber i, ligner jeg noget der er løgn.
"Du er ikke tyk - du ser så sund ud".
Jeg hader de kommentarer. Måske er jeg ikke så tyk som, ja som de meget tykke, men for mig er det nok. Rigeligt.
Og som altid, når jeg prøver at tabe mig, så bliver jeg så afsindig sulten. Og det er naturligvis efter meget usunde ting.
Nogen gange kan jeg i små glimt - men kun i glimt - fortryde operationen. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det er bedre at kunne bevæge sig frit og så være en smule for tyk end at være tynd, stiv og langsom. Jeg VED det godt. Utaknemmelige idiot. Men alligevel var det nu dejligt at være slank!!!