Til min lille kat, Mafuba.

Dine skridt var hurtigt, og kunne bringe mere end glaede, naar du kom taettere og smilede et smile uden ansigt, for var dine skinnende oejne hvor dit smile stod og bed om kaertegne, hvilken lidt efter lidt, du havde laernt og forstaaet gennem vores gerninger, gennem kaerligheden at du kunne iagttage i vores syn, fra det hoejt tag hvor du plejede at vaere, den gang du ikke havde navn og droemte ikke.

Saa, en dag fik du et navn, naar vores oejne moedte... fordi vores ensomhed havde foert os sammen.

Om solopgang, ved efteraar, havde du dit yndling hoejt sted for at vaere paa. Hvor frisk luft kunne blaese blidt i din graa pels, og fik dine oejne lukket, indtil at jeg kaldte paa dit navn og fik et blik fyldt af liv i min retning.

Nu, tomheden og tavshed er alt hvad hukommelsen fra dig bringer, naar jeg kigger paa det samme sted hvor du var vant til at vaere, hvor du delte dine timer med mine, og saaledes blev hver dag nemmere for at overvinde.

Timer ikke var saa lang, og der var haabe for hver ny morgen...

Men dine skridt var for hurtigt...
Og foerte dig... hvor hen, min lille kat?