Og det var måske den forklaring, jeg ledte efter.

Vi sad der. Med et smil stak jeg ham alle Martins ord. Han granskede dem nøje og konkluderede, at der var sket noget dér i slutningen af 2003. For der var hans ord blevet væk.

Pludselig var der ikke flere digte fra Martins side, han var ellers så produktiv.

Han siger, at han må have fundet sin muse. Være faldet til ro og have mistet evnen til ordene.

Dér i slutningen af 2003. Han lå i min seng. Han sagde, han elskede mig. Han blev fjern og tvivlede. Men han kunne ikke slippe. Dér i slutningen af 2003.

Det sidste digt, han skrev, var til mig.