troede seriøst at jeg skulle blive sindssyg i går.
blev så provokeret af min fulde familie. sad for mig selv og skumlede med rødvin, men kunne alt for tydeligt høre dem. de blev fuldere og fuldere.
jeg siger: godt det ikke er mig, der på deres alder, og har så mange søskende. de svinede hinanden til. så mange gemte bitterheder og tilbageholdte ting. blev så arrig over deres hykleri.

andreas svarede ikke på mine beskeder og fterhpnden blev jeg helt desperat. ringede og ringede og hidsede mig selv op til det værste. at han var sammen med den lille luder faktisk vidste jeg med mig selv, at han havde fortalt mig, hva han skulle, men jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om det.
havde om natten drømt at jeg tabte mit ur ned i afløbet. uret har jeg fået ag ham, og pludselig så jeg det som et varsel. et varsel på at jeg skulle til at miste ham for alvor. panik.v sov næsten ikke. først næste formiddag skrev han.

alt i alt syntes jeg at påsken var en katastrofe og planlagde at tage hjem. fik jo ikke ligefrem læst og skrevet som planlagt.
men jeg er her endnu. har idag både læst og skrevet, gået en tur. prøver at overleve.