Jeg har bare haft en fuldstændig øv dag i dag !!

Startede ” næsten ” med at blive sendt ud af byen for at hente en kunde på en kro.. Imens jeg i mit stille sind glæde mig over den gode tur, blev min glæde afløst af en underen over at der slet ikke var liv at se nogen steder. Jeg mente at idet at kunden skulle nå noget, var det vigtig at jeg gjorde en indsats for at finde ham, så jeg væggede kro fatter og fik ham ud af sengen ( Kl. 05.15 ).
Efter gennem gang af gæste listen kunne han meddele mig, at manden ikke var på kroen og at der må være sket en fejl !! Jeg kaldte centralen op, som fik fat i den fax hvor de havde modtaget bestillingen på , og kunne se at den by som jeg var sendt til lå 60 km fra den kro hvor manden befandt sig.. ØV så der var lige spildt 2 timer pga. en læse fejl.. Jeg sender firmaet regningen, som de nok sender tilbage, men så må centralen betale i den sidste ende.
Efter den start kunne jeg slet ikke få det til at hænge sammen, så lidt over middag tog jeg hjem til min far, for at færdig gøre sortering af hans gamle papirer og regnskaber. Tænk jeg fandt noget helt tilbage fra 1976.. Jeg ved ikke hvordan har haft overblik over regnskabet tidligere, men for nogen er der også system i rodet. Jeg er nok lidt mere firkantet på det område, og vil gerne have det i kasser og systemer.

Det er efter hånden lang tid siden at jeg begyndte på at rydde op hjemme ved min far, men påhænget havde en periode hvor i hun kom i huset fra om eftermiddagen og blev til aften. I den periode kom jeg der ikke.

Jeg har lavet en aftale med min far om at, jeg må bestille en container og smide alt det gamle skrammel ud som han har der hjemme imens han er væk, så det er planen at jeg gør det engang i næste uge.

Imens jeg ordnede de forskellige papirer og senere gennem gik nogle gamle billeder, blev jeg ramt af tristhed.. Der sad jeg med en masse brud stykker af min fars liv, og indså hvor hårdt han har haft det, og hvor uheldig han har været med kvinderne ( inkl. min mor ) i sit liv,
Selv om at jeg kan blive sur, irriteret, og godt gal i skralden på ham engang imellem, kan jeg jo ikke lade være med at elske ham som den han er, som jeg ved at han også elsker mig.. Men vi siger det bare ikke højt !!

For mange år siden da jeg fik mit kørekort og kom hjem og fortalte ham det, nærmest sprang han ned af trapperne og gav mig et knus. Det første og eneste knus som jeg kan huske at jeg har fået. Min daværende kæreste sagde bagefter, at jeg stod som forstenet. Men hvordan skulle jeg reagere, jeg var chokeret..
Jeg har lært at leve med at han køber sine følelser i form af store jule og fødselsdags gaver, at han fortælle alle andre en mig, at han er glad for at jeg kører for ham og ordner en masse praktiske ting.

Jeg higer ikke efter hans kærlighed mere, men har accepteret at blive elsket i stilhed, uden ord, og på vores måde !!