Jeg ved tavshed er nødvendig for at jeg skal overleve det her. Men ord er der mange af. De banker på og kigger frem indimellem, vil gerne formulere en masse spørgsmål, men jeg tør ikke give dem lov. Spørgsmål kræver svar, og jeg ved ikke om jeg tør stille dem uden at være sikker på at få de svar jeg gerne vil have, af dem jeg ønsker skal besvare. Hjertet spiller bold med mit sind. Panikken breder sig. Kan ikke holde den i ro - må forskanse mig. Kan ikke krakelere...MÅ ikke krakelere. Det ville være frygteligt. Jeg kan - jeg skal - gennemføre...det er til alles bedste...