Har brug for en periode til at finde ro i krop og sjæl. Noget jeg har prøvet mange gange før, og sandsynlig ikke bliver den sidste. Det er min depressive side der spiller mig et pus! Jeg er god til at reagere og handle derefter. Fik taget blodprøver for knap to måneder siden, og de var fine. Hvis jeg ikke havde fået taget dette, ville jeg have bedt om at få. Prøvede for år tilbage at, serumværdien på det ene at de præparater jeg får, var faldet til syv - hvor den normalt ligger midt i tyverne. Jeg kunne slet ikke finde mine ben igen, og det kostede et års sygemelding. Derfor er jeg meget obs. Jeg kan med sikkerhed sige at, Michelles 5 års dag påvirker mig rigtig meget. Var i dag ved sygeplejersken for at blive vejet. Hun spurgte frisk " nå hvordan går det". I stedet for at tale om min vægt, fortalte jeg hende hvordan jeg har det. Samt om der var belæg for en sygemelding. Vi snakkede lidt frem og tilbage og hun synes at det var en god ide. Da hun sagde "jeg er sikker på at Michelle godt ved at du savner hende" var jeg ved at knække helt sammen. Hun ringede senere på dagen, Hun havde talt med en af lægerne som bakkede mig op. Det er rart at vide.
Jeg er gået til bekendelse over for Claus, om omfanget af gæster til hans fødselsdag. Han svarede prompte " jamen så skal vi have købt nogle flere pølser". Kunne ikke lade være med at smile af hans reaktion. Han ved stadig ikke hvem der kommer, og det holder jeg fast i. Grunden til at jeg "tilstår" er for at fralægge mig byrden, som den hemmelighed har været for mig.
Claus er på golfbanen. Jeg har så vidt mulig ikke givet udtryk for hvordan jeg har det. Ved at han bliver bekymret og det synes jeg ikke han skal være. Jeg er jo stadig mig? Tager en snak med ham når han kommer hjem.