Den 6. april var det 5 år siden Michelle gik bort. Sorgen fylder i hverdagen, men denne dag er ekstra hård. Dagene optil havde jeg en følelse af countdown til dagene op til for 5 år siden. Hvad skete der i hendes liv op til, og hvilken relation havde hun til ham- hvor hun døde i hans lejlighed. Var han en kæreste jeg ikke kendte til, en ven eller en pusher. Det får jeg nok aldrig svar på, og i bund og grund er det lige meget. Det ændrer ikke på fakta. Hun var misbruger og nok også i større omfang jeg var klar over. Kunne da jeg fik aktindsigt i hendes obduktions rapport se, hvor medtaget hendes krop var. Så hvis hun ikke var død af en OD så havde hendes krop nok sagt fra på et tidspunkt. Jeg er ikke i tvivl om hendes misbrug i stort omfang var selvmedicinering. Hun havde det skidt, men magtede ikke at blive udredt - hvilket jeg flere gange opfordrede hende til. Hun havde altid været en meget skrøbelig pige, med mange udfordringer. Jeg prøvede at hjælpe hende alt hvad jeg kunne, men tabte kampen. Den følelse vil jeg altid bæger med mig. Ved at folk der kender mig vil sige at, jeg ingen grund har til at bebrejde mig selv! Jeg har det bare sådan, at jeg satte hende ikke til verden, for at hun i hendes verden skulle leve i et helvede, samt dø tidlig.
Bare man kunne spole tiden tilbage?