Grundet min MEGET alvorlige sygdom, som der så flot er skrevet, samt at jeg får en mild form for sovepiller som pn, så har jeg fået afslag på et chaufførkort af Trafik-bygge og boligstyrelsen. Før regeringen begyndte at blandede sig, så havde man et erhvervskort, samt et førerkort udstedet af kommunen. Nu skal man bare have et alm kørekort og alle restriktioner er lagt over på et chaufførkort. De ville i første omgang have en uddybende redegørelse fra distriktspsykiatrien. Godt så!!! Den fik de så tilsendt, men den var formuleret på en måde at jeg kun havde været stabil et år siden jeg fik diagnosen i 2014. Tidl. har de tidsbegrænset mit erhvervskort mht. 1-1 og 2 år grundet min sygdom - hvilket har været okay for mig. Sagen er kommet til hørring, og jeg er ved at samle udtagelser fra sundhedsstyrelsen, styrelsen for patientsikkerhed, samt endnu en udtagelse fra psykiatrien. Alle sammen instanser der tidl. har været inde over min sag. Jeg vil ikke acceptere at styrelsen underkender tidl. bekendtgørelser.

Det gode i denne situation er min fandenivoldskhed. Noget jeg igennem årene har haft brug for. Jeg har taget de kampe der har måtte være, og ikke ladet mig stå til tåls. Hvis de imod det som de får tilsendt ikke acceptere mit chaufførkort, så bliver sagen kørt til en højere instans.

Overordnet set har jeg har et godt liv, men med periodevis udfoldninger. Jeg er heldigvis i den situation (i forhold til andre) at jeg er i stand til at passe et arbejde. Det er det som jeg er glad for og god til og som jeg for alt i verden ikke vil undvære. Min far havde også diagnosen og han formåede at kørte Taxa i 44 år. Jeg har nu kørt i 25 år - hvoraf 13 år som vognmand.

De kan bare komme an



.